mandag den 21. marts 2016

Uglekage

Villads' mor forelskede sig i uglekagen jeg lavede til en kollega for noget tid siden. Den skulle så være i drengefarver selvfølgelig (her ville min datter sige "der er ikke noget der hedder drengefarver, mor", men I ved hvad jeg mener..). Ikke lilla i hvert fald.

Indholdet er de lyse bunde og så en smule mørk chokolademousse og så en blåbærmousse lavet med hvid chokolade. Uglefætteren var så sød med sin lille kasket på hovedet.


fredag den 18. marts 2016

Dåbskage med marcipan

Marcipan har længe været min nemesis. Det er nok fordi nogle af de første kager jeg lavede med marcipan, var i sommerperioden med 25-28 graders varme og det kan marcipan (og alt andet kagerelateret) bare ikke li' og så bliver det svært og tvært at arbejde med >:-(

Så hver gang folk gerne vil have kagerne dækket med marcipan får jeg nervøse trækninger, men heldigvis går det bedre og bedre med at arbejde med det, så de nervøse trækninger er ikke så slemme som tidligere.

Saras dåbskage var en af dem der skulle være dækket af marcipan og det måtte gerne være lyserødt. Alle der har prøvet at farve marcipan ved, at det er møgsvært at få en ensfarvet lyserød med 60% marcipan. Heldigvis er der nogen der har fundet ud af at lave en der har lidt mindre mandel-indhold, som stadig smager som marcipan og som så kan få en fin lyserød farve! Så den købte jeg og brugte her og jeg er for at sige det ligeud pissestolt af resultatet.


Indeni er den gode chokoladekage og så en passionsfrugtmousse. Meget, meget lækker kombination. 

torsdag den 17. marts 2016

Frosteventyr no. ..

Jeg har glemt hvormange Frost-kager jeg har lavet. Jeg bliver nødt til snart at komme op med et nyt design, de sidste har allesammen set sådan her ud.. men det begynder at blive lidt svært!




onsdag den 16. marts 2016

Drageuroen

I februar er der altid mange dåbskager. Jeg tror det er dem der får børn som egentlig skulle døbes i december, men det er der ikke nogen der orker, så bliver det slut-januar-februar måned, så der ligger jeg altid vandret med dåbskager.

My's mor ville så gerne at der var små drager på Mys dåbskage fordi hun har en uro hvor dragerne er på, og den elsker hun så meget så de nu også er dukket op på hendes værelse og hendes sengetøj, så hvorfor ikke kagen.

Her er et billede af uroen:


Kagen skulle være i lille nuancer og indholdet måtte også gerne være lilla, så det blev en blåbærmousse, da den jo bliver lilla når den laves som mousse. Eller faktisk er det en italiensk marengs med blåbær som kagen indeholder og derudover en lækker chokolademousse. Her er slutresultatet:





tirsdag den 15. marts 2016

Sportsnørdens fødselsdag

Min kollegas mand er lidt sportsnørdet. Jeg kaldte ham for "sporty" men det synes hun var lige i overkanten, så det blev til sportsnødet.. ;) Hans drenge er lige så sportsnørdede, så hans 40 års fødselsdagskage skulle være noget med fodbold og basketball som han spiller. Alle hans øvrige gaver fra familien var i øvrigt også noget der havde med sportsgrenene at gøre, så mon ikke han blev ordenlig glad den dag.

Jeg var rundt om mange ideer men landede på at lave en half/half bold med hver sportsgren og så for også at kunne skrive navn og alder, så fandt jeg på at "lægge" en bluse hen over kagen. Ønsket var "ikke så meget fondant/marcipan", så det er udelukkende bolden og blusen (som kan tages af) der er fondant, resten er smurt op med en mørk chokoladeganashe.


Teksten på blusen er skrevet med royal icing (æggehvideglasur). Indholdet er chokoladekage med jordbær-marengscreme imellem lagene. Stor begejstring og vistnok også en rigtig god fødselsdag.