søndag den 29. maj 2016

Bibliotekskage

En herre på 69 år ringede til mig og ville gerne have en kage til sin runde fødselsdag et par måneder senere. Han havde set buskagen og var meget imponeret og ønskede en særlig kage også.

Han fortalte mig lidt om sig selv og ligeså snart han sagde "pensioneret bibliotekar" vidste jeg hvordan hans kage skulle se ud. Jeg forhørte mig hos noget af hans familie som jeg kender, og de oplyste mig om, at når han læser i sine mange bøger, sidder i hans store brune læderflyder-af-en-stol og så var den jo hjemme.

Bagsiden af kagen

Forsiden af kagen

Forsiden af kagen inspireret af kager jeg har set på nettet. Bagsiden var eget påhit og den store flyderstol blev lige som jeg havde tænkt mig. Det er så rart når noget virker efter planen. 
På bogen der ligger på borden står der "slægtsforskning", da det var noget andet som Jens går op i (jeg ved udmærket godt sånoget ikke foregår ved en bog i dag, men nærmere en pc, men den passede altså ikke lige ind). 

Indholdet af selve biblioteket er den gode chokoladekage men den blev placeret ovenpå en mere traditionel lagkage af lyse bunde med passionsfrugtmousse og chokolademousse. Jeg måtte dog få manden til at hjælpe mig med at bage den, da skæbnen ville at jeg skulle opereres et par dage før den skulle leveres. Men det gik fint det hele. 

Efter sigende et stort hit til fødselsdagen. 

fredag den 27. maj 2016

Piratkage!

Hvis man skal holde en pirat-tema fødselsdagsfest, så kan man da ikke klare sig uden den her kage:


Selve de små figurer er leveret af Naias mor som fandt dem på nettet. Hele resten er kage og fondantovertræk - også masten og rutsjebanen! :) Ret stolt af den her, kan du fornemme det? 

Indholdet er den gode chokoladekage og overtrukket med hindbærcreme. Naias forældre var totalt gennemførte og serverede kagen iført det vildeste piratudklædning. Jeg tænker det har været en rigtig god børnefødselsdag! 

torsdag den 26. maj 2016

Bryllupskage

Den her frygtede jeg lidt - dels fordi bryllupskager er altid lidt intimiderende - men især fordi bruden ønskede marcipan og jeg er ikke altid lige gode venner med marcipan, selvom jeg bliver bedre til det efterhånden.

Bruden havde også et billede som hun ønskede kagen skulle ligne og der var nogle specifikke blomster på som ikke umiddelbart ligner noget jeg havde lavet før, så jeg synes jeg havde fået min sag for.

Resultatet endte dog med at blive rigtig godt og nu er det faktisk en af mine yndlingskager!


Blomsterne er lavet ved at udstikke hvert enkelt blad med en bladustikker og så sætte dem sammen til en blomst. Duste midten af blomsten med en mørkere blå og så sætte 3 kugler i midten som er dustet med lidt skinnende blå. 

Jeg ville egentlig have haft et mørkere bånd til rundt om kagerne, men det er åbenbart ikke bare sådan at opdrive, så jeg måtte nøjes med det lidt lysere I ser her. Det blev dog ret godt alligevel, så det gjorde ikke noget. 

Jeg skulle levere kagen og det gør jeg altid med hjertet oppe i halsen, men det gik fint selvom der var en cyklist der synes han skulle køre ud foran mig i et fodgængerfelt *pyh* 

Indholdet er hindbærmousse lavet med hvid chokolade og med friske hindbær mellem lagene. 

tirsdag den 24. maj 2016

Påske-baby-kage

Nåja det er ikke påske mere, men jeg har ikke haft tid at lægge det op før nu.
Jeg havde (har) en virkelig sød kollega som vi desværre må låne ud til en barsel og på hendes sidste dag besluttede mine kolleger og jeg at pynte hendes bord op til påske og så lavede jeg en kage til at afslutte dekorationen. Sådan så hendes bord ud da hun mødte om morgenen:



Kagen er med lyse bunde (Drømmekage fra Brovst, lidt reduceret sukkermængde og ekstra vanille) og så er det med en god espressomousse imellem lagene, da min kollega er den eneste jeg kender, som kan drikke en 4-dobbelt espresso straight up. 

Det grønne løbehalløj ned af siderne er royal icing og overtrækket er en chokoladeganashe. Jeg skal dog have gjort den tyndere en anden gang, da den var halvsvær at skære igennem fordi den var lidt tyk. Så gik jeg ellers amok med påskeæg på toppen og så selvfølgelig den søde lille babydreng i centrum for det hele. Det var et stort hit og vi fik sendt vores søde kollega godt afsted på barsel. 



mandag den 23. maj 2016

Dåbskage med krone på

Her var en mor med helt specifikke ønsker til hvordan dåbskagen til lille Elvira skulle se ud. Jeg har fået billeder af alt fra dåbskagen til bordpynt og farveskala for festen. Heldigvis også et billede af hvordan hun godt kunne tænke sig kagen skulle se ud, så dét lavede jeg den efter.


Sutten og skoene synes jeg blev rigtig søde. Kronen drillede rigtig meget og jeg havde ikke rigtig noget den kunne tørre i for at få den rigtige form som jeg ønskede, så den laver jeg nok på en anden måde en anden gang, men det endelige resultat blev ret fint da. 

Indholdet er lyse bunde (drømmekage fra Arla, med lidt reduceret sukkermængde) tilsat ristede hasselnødder og i mellem lagene chokolademousse og passionsfrugtmousse. Heldigvis alt til familiens tilfredshed og de havde en god fest. 


søndag den 22. maj 2016

Monster High kage

Her var et lidt usædvanligt ønske - en børnekage med mokkamousse. Jeg var nødt til at spørge moren om hun altså mente mokka - som i "kaffe" og jojo den var god nok. Så jeg lavede en mild mokkamousse og den smagte bare fantastisk, så det bliver ikke sidste gang jeg laver den. Nok ikke til mine egne poder dog ;)

Ønsket var en Monster High kage og som et foto moren sendte mig fra Pinterest, så det blev rimelig meget som dét.



Mokkamousse (1x3-4 cm i ét lag 26 cm form):

5 blade husblas
2 hele past. æg
75 g rørsukker
1 dl piskefløde
1 spsk kaffepulver
1 spsk kakao
2½ dl piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand i 20 minutter.
1 dl piskefløde varmes op i en gryde sammen med kaffepulver og kakaopulver. Tilsæt husblas til massen og køl ned til stuetemperatur.
Past. æg og sukker piskes til sukkeret er opløst.
2½ dl piskefløde piskes til hårdt skum og vendes med æggesnapsen og kaffe/kakaoblandingen.
Hæld i formen og lad sætte sig i min. 4 timer.

Kan med fordel kombineres med en hindbærmousse.